Statoil

Med en historie, der starter tilbage i 1889, er Statoil Danmarks ældste benzinselskab og i dag en førende leverandør af olieprodukter på det danske marked. Selskabet leverer en femtedel af Danmarks samlede forbrug af benzin, diesel og olie til transport, opvarmning og industri.

Statoil driver over 320 benzinstationer i Danmark, heraf er cirka en femtedel automatanlæg under varemærket 1-2-3. På de bemandede stationer findes foruden vaskehaller også convenience-butikker med et stort sortiment inden for food-to-go med bl.a. sandwich, pølser og nybagt brød samt friskbrygget, økologisk og bæredygtig kaffe. Statoils øvrige produkter omfatter fyringsolie, diesel og fuel til boligopvarmning og industri,  flybrændstoffer og smøremidler.

Først med biobenzin i Danmark
Statoil har tradition for at være førende inden for nye brændstofløsninger. Biobrændstof er en vigtig vedvarende energikilde, der kan blive et nyttigt bidrag til reducering af CO2-udledningen inden for transportsektoren. Som første selskab i Danmark begyndte Statoil allerede i 2006 at tilsætte 5 % bio-ethanol i 95 oktan benzin. I sommeren 2010 fulgte de andre benzinselskaber efter. Næste skridt gælder benzin tilsat 2. generations bio-ethanol fremstillet af halm. I 2011 følger så diesel tilsat 7 % bio-diesel efter.

-